mandag den 11. januar 2016

Less stuff = more love

Et nyt år, en ny start! Jeg har læst nyhedsbrevet "Be more with less" af Courtney Carver i et lille års tid nu. For mig er det super-inspirerende, og jeg arbejder mig stille og roligt igennem områder i vores hus, hvor jeg simpelthen har ophobet for mange ting.

Måske kiggede du med, da jeg i sommeren 2015 ryddede ud og op i mit arbejdsværelse i kælderen? I juleferien var turen kommet til mit lille arbejdshjørne i vores soveværelse. 

Hvis du følger mig på Instagram, har du flere gange set små glimt af mit arbejdsbord, hvor jeg har tilbragt talløse, skønne timer med brevskrivning og art journalling. Desværre var der til sidst så mange ting, at jeg ikke rigtig fik lavet noget der... 

En kraftig oprydning måtte til, og nu er det igen blevet en lille oase, hvor jeg kan sidde for mig selv og skrive og reflektere...

Puden er hæklet i garnrester, bare stangmasker derudaf. Chatollet var jeg heldig at finde til salg på Instagram (@davids_engle_salg)

Min Traveler's Notebook, som jeg lige har fået i julegave af min far, har fået sin helt egen plads, for jeg glæder mig meget til at komme i gang med den

Bare rolig, hele min store samling af masking tape overlevede oprydningen, men de fleste ruller fylder øverste skuffe i mit lille chatol 

Mine bedste inspirationsbøger til tegning og gaveindpakningsidéer kommer fra Japan, og de har fået deres plads i en gammel appelsinkasse.

Og det er vist hele pointen med "Less stuff - more love" - at hvis vi rydder op og sorterer ud i det vi har, så kommer det, vi virkelig elsker til syne, og vi lærer at sætte mere pris på det. Jeg selv synes også, jeg kan være mere kreativ med færre materialer, for man overvældes let, når man har en overflod af ting.

Måske har du også et lille hjørne derhjemme, der kunne trænge til en makeover? Eller trives du bare bedst i kreativt rod?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar